Traditionelt håndværk med norske uldprodukter rummer mere end mønstrede trøjer. Bag vanter, strømper og vævede tæpper ligger en række valg af fibre, garn og teknik. Du behøver hverken kende norske mønsternavne eller kunne strikke for at komme i gang. Begynd med materialet, og vælg så en lille opgave, hvor du kan lære én ting ad gangen.
Materialet bag norske uldprodukter
Uld er hår fra får, men uldgarn kan føles og opføre sig meget forskelligt. Fibrenes tykkelse, længde og krusning har betydning for det færdige tekstil. Noget garn er blødt og luftigt, mens andet føles fastere og grovere. En grovere kvalitet kan egne sig til et siddeunderlag eller et par ydervanter, selv om du ikke ville vælge den til en halsedisse direkte mod huden.
I norsk håndværk møder du blandt andet uld fra spælsau, en norsk fårerace med både lange dækhår og finere underuld. Fibrene kan sorteres og bruges hver for sig eller indgå i samme garn. Du behøver ikke kunne genkende racen på et garnnøgle. Som begynder kommer du længere ved at læse varedeklarationen og mærke, hvordan garnet føles mellem fingrene.
Betegnelsen norsk uldprodukt fortæller ikke nødvendigvis hele historien om materialets vej. Et produkt kan være designet, spundet eller strikket i Norge, uden at alle råvarerne stammer derfra. Se derfor efter særskilte oplysninger om uldens oprindelse, fremstillingssted og fibersammensætning. Står der blot uld, ved du endnu ikke, hvilken fåretype eller oprindelse der er tale om.
Garnets opbygning spiller også en rolle. Et løst spundet garn har en anden overflade end et fast tvundet garn med flere tråde. Kig på en løs garnende, og drej den forsigtigt op. Så kan du ofte se de enkelte tråde. Det giver et konkret indtryk af konstruktionen og hjælper dig med at forstå betegnelser som totrådet og tretrådet.
Teknikker i traditionelt norsk uldhåndværk
Før uld bliver til garn, skal den renses og forberedes. Ved kartning løsnes og fordeles fibrene med redskaber, der har tætsiddende metalpigge. Derefter kan de spindes på håndten eller rok. Under spindingen får fibrene en snoning, som holder dem sammen til en tråd. To eller flere spundne tråde kan siden tvindes sammen. Spinding og tvinding er altså forskellige arbejdsgange, selv om betegnelserne let bliver blandet sammen i daglig tale.
Strikning er én måde at bruge garnet på. Med strikkepindene trækker du nye løkker gennem eksisterende masker, så arbejdet vokser. Mange forbinder norsk strik med mønstre i to farver, hvor den farve, der ikke bruges, føres med på bagsiden. Disse løse tråde skal have plads nok. Strammes de for meget, trækker arbejdet sig sammen, og en vante kan blive vanskelig at få over hånden.
Selbuvanternes stjerneformer er et kendt eksempel på norsk mønsterstrik. Den ottebladede rose forbindes med traditionen fra Selbu, men motivets historie er bredere end én enkelt vantetype. Norsk uldhåndværk er også et oplagt kulturemne på onsdagsavisen.dk
. For en nybegynder er det mere overkommeligt at lære at læse et enkelt mønsterdiagram end at begynde med en hel mønstret vante. Hvert felt i diagrammet svarer normalt til en maske og viser, hvilken farve du skal bruge.
Vævning bygger på en anden konstruktion. Her føres skudtråden på tværs gennem trendtrådene, som er spændt op i væven. Filtning kræver hverken masker eller væv. Fibrene arbejder sig ind i hinanden ved bearbejdning, ofte med fugt og friktion. Teknikkerne giver forskellige overflader og kan ikke uden videre erstatte hinanden. Et vævet tæppe og en strikket vante kræver derfor forskellige valg af både garn og arbejdsmetode.
Et lille første projekt med overskueligt materialeforbrug
Et retstrikket pandebånd er en overkommelig begyndelse. Du arbejder frem og tilbage og syr de korte ender sammen til sidst. Retstrik betyder her, at du strikker ret på alle pinde. Dermed slipper du for både strømpepinde, tommelfingerkiler og farveskift. Vælg en opskrift, der angiver garnets løbelængde, anbefalet pindestørrelse og strikkefasthed. Løbelængden fortæller, hvor mange meter garn der er i en bestemt vægt, ofte 50 eller 100 gram.
Strikkefasthed er antallet af masker og pinde på et bestemt mål, sædvanligvis 10 gange 10 centimeter. To personer kan bruge samme garn og samme pinde og alligevel få forskellige mål på deres arbejde. Lav derfor en prøve, som er større end selve målefeltet. Vask og tør prøven efter garnets anvisning, før du måler midt på den. Kanterne giver sjældent et retvisende billede.
Du kan beregne budgettet ud fra opskriftens garnforbrug. Antag, at et enkelt pandebånd kræver 80 gram garn, og at garnet sælges i nøgler på 50 gram til 55 kr. Du skal købe to nøgler, altså 100 gram, til i alt 110 kr. Koster et par passende pinde 45 kr., bliver indkøbet 155 kr. Du har da omkring 20 gram garn tilbage, hvis forbruget svarer til opskriftens angivelse. Tallene er et tænkt priseksempel, ikke faste markedspriser.
Vælg gerne et lyst, ensfarvet garn til det første forsøg. Her er maskerne nemmere at skelne end i et meget mørkt eller stærkt meleret garn. En stoppenål og en saks er nok til monteringen. Gem banderolen, til arbejdet er færdigt. Den indeholder typisk oplysninger om blandt andet farveparti og vask, som er nyttige, hvis du mangler garn eller senere skal vaske det færdige pandebånd.
Vask og reparation som en del af arbejdet
Når et uldprodukt er færdigt, fortsætter håndværket i den måde, du behandler det på. Begynd med vaskeanvisningen. Uldgarn kan være behandlet forskelligt, og en vaskemetode, som passer til én kvalitet, passer ikke nødvendigvis til en anden. Et produkt med flere materialer skal desuden behandles efter de samlede anvisninger, ikke alene efter uldindholdet. Knapper, foer og påsyede detaljer kan kræve særlige hensyn.
Ved håndvask skal du undgå kraftig gnidning og vridning. Brug et vaskemiddel beregnet til uld, og følg doseringen. Skyl forsigtigt, og pres vandet ud uden at trække i arbejdet. Du kan lægge det i et håndklæde og trykke overskydende vand væk. Form derefter produktet til de ønskede mål, og lad det tørre fladt. Et vådt, tungt stykke strik kan strække sig, hvis det hænger på en bøjle.
Se efter slid, før der kommer egentlige huller. På vanter er det ofte fingerspidser og tommelfingre, der trænger til opmærksomhed. På strømper bør du især undersøge hæl og forfod. Hvis maskerne stadig hænger sammen, kan du forstærke dem med maskesting. Her følger nålen de eksisterende maskers forløb med en ekstra tråd. Arbejd også lidt uden for det tynde område, så forstærkningen får fæste i intakte masker.
Er der allerede et hul, kan du stoppe hen over åbningen med tråde på kryds og tværs. Brug garn i en passende tykkelse, og undgå at stramme, så området bliver stift og bulet. En rest fra det oprindelige projekt kan give en diskret reparation, mens en anden farve gør stingene synlige. Gem derfor lidt garn sammen med banderolen i en lille pose mærket med projektets navn og dato.